At få en kræftdiagnose er som at løse billet til en ukendt rejse. Sådan begynder psykolog Tove Hvids beskrivelse af sit eget sygdomsforløb, da hun i 2002 fik konstateret knoglemarvskræft. Sygdommen giver anledning til eksistentielle overvejelser over livet. Der er tid til oprydning, mentalt og fysisk. Hvordan tager man afsked med sine forestillinger om fremtiden? På nogle områder bliver livet, samværet med andre og oplevelser mere intense, fordi der måske ikke vil blive lejlighed til gentagelser. "Lykkeskyl" kalder hun disse enestående øjeblikke, hvor grænserne mellem jeget og verden forsvinder. Oplevelserne på hospitalet, med patienterne og speciallægerne er set fra patientens vinkel, og hun har nogle skarpe iagttagelser af systemet og dets virkning på mennesker. Som andre patienter møder hun umyndiggørelse, ydmygelser og uvidenhed. På grund af de mange nuancer er det en anbefalelsesværdig, velskrevet bog til patienter og pårørende i samme situation. For behandlerne er der vigtige pointer at hente, fordi patienter også skal trives psykisk, trøstes og lindres under sygdomsforløbet. Forfatteren er kendt for andre bøger bl.a. Kroppens fortællinger, 1990 og Overvægtens psykologi, 2004.