Bogen har et klart fortrin i forhold til de talrige bøger om samme emne, der er udkommet på det sidste (fx Skab din fremtid, fra i år, Få det du ønsker og ønsk det du har, 1999, og mange flere, bare fra 1999). Den giver nemlig en række helt enkle og kontante råd til almindelige mennesker og er behageligt fri for den blanding af new age-sniksnak og overdrevne løfter om succes i alle livets forhold, som den type bøger ofte er fuld af. Forfatteren går ind på både de generelle livsvilkår (fx selvtillid og livsholdninger) til den konkrete hverdag (fx økonomi og prioritering af tid) med et kapitel til hvert emne. Hvert kapitel er delt op i et beskrivende afsnit, delt op i underafsnit med hver sin overskrift. Efter hvert kapitel er der små, enkle øvelser, der kan udføres under alle forhold. Hvert kapitel starter med smukke, stemningsskabende sort/hvide illustrationer i klassisk, orientialsk stil med ledsagende visdomsord med relevans for det pågældende emne. Meget letlæst i et klart og enkelt sprog for alle over 14 år, først og fremmest de helt almindelige, jordnære mennesker, som ikke er til new age. Litt.liste (da.no. sv. eng.), stikordsregister.