Kristen roman for børn fra ca. 10 år. Niels er 12 år. Han er en ganske almindelig dreng med et lille livskort, for han er ikke så gammel endnu. Det var farfar, der fortalte far om livskortet. Farfar var korttegner og havde hele lejligheden fyldt med kort over alle mulige dele af verden. Men det vigtigste kort er livskortet, som vi selv tegner. I løbet af sjette klasse sker der meget for Niels. Der kommer mange streger og punkter på livskortet. Niels bliver uvenner med sin bedste ven, Eskild, han bliver forelsket i klassekammeraten Anna, og han er med i et teaterstykke for første gang. Det, der fylder allermest, er dog, at hans far får kræft og må opereres. Heldigvis bliver far rask igen. I bogen fortæller Niels om sine følelser i et svært år. Han tror på Gud, og det gør far og mor også. Da far bliver syg, bliver Niels gal på Gud, men han mister ikke troen. Da far bliver rask, beder han Gud om tilgivelse for sin vrede, men det hele var så svært. Det er en velskrevet bog om en følsom dreng. Det er store emner, der bliver taget op, men det lykkes at give en troværdig skildring af det hele. Bogen er illustreret med tegninger, der passer til den afdæmpede stil. Historien virker nok bedst som højtlæsning, hvor barnet og den voksne kan bruge teksten som baggrund for en samtale om livet og døden og om forholdet til Gud og den kristne tro. For tænksomme børn og deres voksne.