Denne introduktion til Bibelen henvender sig til "nye kristne, som gerne vil lære mere om deres tro" og til "gamle kristne", som ønsker at få "det store overblik". Reelt vil den nok mest blive brugt i kirkelige foreningers ungdomsarbejde, hvor den vil gøre god fyldest som studiekredsbog.
Lohses bibelguide leverer en letlæst introduktion til Bibelen og dens verden. Den er sprogligt og layoutmæssigt moderne, men ligger holdningsmæssigt tættere på konservative og fundamentalistiske kirkelige kredse end på den gængse danske folkekirkeopfattelse, og den opfatter Bibelen meget konkret. Bogen gennemgår systematisk Bibelens mange bøger fra skabelsen til Johannes' Åbenbaring, som den forklarer og fortolker i knap 60 forskellige dobbeltopslag, som er opbygget efter samme skabelon. De indeholder udover en indføring i den aktuelle bog alle et centralt citat fra teksten, henvisninger til andre steder i Bibelen med samme temaer og en fortolkning, hvor den aktuelle tekst fanges i nogle enkle nøglebegreber. Bogen er fint illustreret, og giver et godt overblik over Bibelens mange bøger og temaer. Et omfattende stikordsregister forøger nytteværdien.
Der er en del introduktioner til Bibelen. Sidste år udkom Skolebibelen + Bibelguide + Bibelleksikon, som virker mere anvendelig i en folkekirkelig sammenhæng.
Frisk og moderne introduktion til Bibelen, som især henvender sig til studiekredsarbejde blandt unge og nye kristne.