"Siden 'Slave Ambient' har de kosmiske rumklange taget til i styrke, og med dem puster Granduciel støvet af rockens velkendte greb og får sagt noget personligt. Selv når han kort mimer Mark Knoplers rundede kurver eller slår kalechen ned på sangen 'Red Eyes', så vinden fra Don Henleys soft rock kan feje gennem de fortvivlede tanker, kommer der lige en ustoppelig puls eller narkotisk synthklang på tværs og forhindrer pastichen. De ti sange med alle deres rockreferencer og svingende humør mellem drømme, pop og kalejdoskopsyre ender med at blive samlet i det personligt udsagn, der har bragt Granduciel - for første gang og alene - på albumcoveret. Selv om det stadig er gamle tricks, får de nyt liv, når Granduciel lægger dem ind mellem de bugnende lag af lyd og bruger dem til at kortlægge sig selv med".