Velspillet drama om parforhold og kærlighedens mange facetter og stadier. Et hjertevarmt, men også lidt vemodigt drama, der henvender sig til det publikum, der kan lide den underspillede og stilfærdige filmfortælling.
Efter 39 års samliv beslutter Ben og George sig for at blive gift. Den katolske skole, hvor George er ansat, kan dog ikke tolerere en så åbenlys homoseksuel erklæring, så George bliver afskediget. Uden Georges indkomst har parret ikke råd til at blive boende i deres lejlighed på Manhattan og de bliver nu indlogeret hver for sig hos familie og venner. Det tager hårdt på det aldrende par at være adskilt, men forholdet til deres værter bliver også gradvist mere anstrengt, for som Ben erklærer: Når du bor med mennesker, kommer du til at kende dem bedre end du ønsker.
Stilfærdig, velspillet og rørende film om parforhold, familieliv og kærlighedens forskellige former, fra den ungdommelige, spirende forelskelse til den modne, etablerede kærlighed.
Filmen er skrevet og instrueret af Ira Sachs, der i sine film fokuserer på menneskelige relationer og hvordan kærligheden kan være både opbyggende og nedbrydende. I den fremragende Keep the lights on, var det den destruktive kærlighed der blev undersøgt. Her er det diverse stadier af kærligheden i forskellige faser af livet.