Den lille roman udkom i 1888 på baggrund af sædelighedsfejden og Chr. Kroghs »Albertine« og vakte en sådan furore, at A.S. blev nægtet kunstnerstøtte. Proletardanserinden Lucie gifter sig medsin elsker, den smålige og jaloux advokat Gerner. Men i længden kan han ikke acceptere hendes fortid, og hendes sunde og seksuelle livsglæde bliver efterhånden undetrykt. Efter et skænderi går hunhjemmefra, bliver voldtaget af en vagabond og bliver gravid. Da barnet fødes med det samme modermærke som vagabonden, får hun feberfantasier og dør. - Man forstår godt, at det moralsk snerpedeNorge i sædelighedsfejdens tid fandt bogen forargelig, men i dag kan bogen kun læses med historiske øjne og p.g.a. den interesse, der er for Amalie Skram og hendes bøger. Det er en programbog, hvorbudskabet - dobbeltmoral og kvindeseksualitet - er det vigtigste, for sprogligt og kunstnerisk er bogen ret ubehjælpsom. Personer og problemer er hårdt trukket op, men også i dag eksisterer bådepsykisk og fysisk voldmod kvinder. - For biblioteker, der i forvejen har Amalie Skrams bøger. Sproget er letlæseligt norsk.