Books / fiction for children / krimi

Ludmilla og Klør Konge


Description


Krimi. De 12-årige klassekammerater Ludmilla og Martin opdager, at en af deres skolekammerater bliver terroriseret på det groveste. Han er bange, så de må selv prøve at rede trådene ud, og det er ikke ufarligt.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 16. Nov. 1998

By

By

Elin Søborg

d. 16. Nov. 1998

Dette er den spændende historie om de 12-årige klassekammerater Ludmilla og Martin, der på ægte seriemanér nærmest opsøges af en gåde, som de naturligvis på ikke ufarlig vis løser i samarbejde med velvillige kammerater og, da det drejer sig om kriminelle forhold, også med politiet. Det lyder trivielt, og handlingen er da også skruet yderst traditionelt sammen, som vi kender det fra forfatterens tidligere, særdeles populære serier om Safty og Ungerne. Men Kirsten Holst er en forfatter, der mestrer sproget, kan skabe troværdige figurer og bygge en intrige op, der hænger sammen. Derfor bliver denne historie om den idérige, selvstændige Ludmilla og hendes ikke helt så kvikke halehæng Martin, som falder over en kortspillende bande, der terroriserer deres ofre groft og tvinger dem til at stjæle for at betale spillegælden, både sjov, spændende og læseværdig. Der er faktisk brug for gode nutidige serier til at erstatte de noget tidsprægede fra 70'erne og begyndelsen af 80'erne, og dette er et godt bud, som de 10-13-årige nok skal tage til sig.


The libraries' assessment

d. 16. Nov. 1998

By

By

Lasse Andersson (skole)

d. 16. Nov. 1998

En velskrevet og spændende børnekrimi. Den 12-årige Martin og hans lidt særprægede klassekammerat Ludmilla kommer på sporet af en bande fra 10. klasse, der har specialiseret sig i at lokke andre elever til hasardspil. Men ofrene bliver snydt, og når de skylder tilpas meget, bliver de tvunget til butikstyverier for at komme ud af deres spillegæld. Den ukendte og frygtede bagmand går under navnet Klør Konge og hans identitet afsløres først til allersidst. Både Ludmilla og Martin, der fortæller historien, fremtræder helstøbte i deres figurer. Vi møder også flere karakterfulde bipersoner som skaber en fyldig ramme om hovedhandlingen. Sproget er flydende og virker naturligt i forhold til aldersgruppen. Teksten kan læses fra 5. klasse, men bogen vil også være meget velegnet til højtlæsning. Personerne i fortællingen kendes fra Alle tiders dansk 5, der er en del af et dansksystem. Kirsten Holst har skrevet mange gode og forskelligartede titler til skolebiblioteket, både for de små og de lidt større elever, f.eks. Rejsen til Betlehem (1996) og Var det kærlighed (1996).