Fordele og ulemper ved at være henholdsvis stor og lille udtrykkes i denne billedbog for børn fra 3 år. God som udgangspunkt for en snak om forskelle og accept af forskellighed.
Svenske Lena Arro har tidligere udgivet seks billedbøger på dansk med Catarina Kruusval som illustrator. Her har hun allieret sig med forfatter og illustrator Sara Gimbergsson. I bogen møder vi store Lasse, som er en hund, og lille Luna, der er en mariehøne. De er venner og er en dag ude at gå tur. Dagens begivenheder viser hvilke fordele og ulemper, Lasse har ved at være stor, og hvilke fordele og ulemper, Luna har ved at være lille. Det er fx lettest at være stor, når man skal købe en busbillet og plukke æbler, mens det er bedst at være lille, når man skal gemme sig i et hult træ og er blevet lidt træt sidst på dagen og skal løftes af den store. En sød, let-filosofisk fortælling med en enkelt, præcis tekst og en flot billedside, der består af stregtegninger med vandfarve i varme, naturlige nuancer. Stregen vil jeg betegne som charmerende, legende og finurlig, og den supplerer fint tekstens fokus på de enkelte fordele og ulemper ved dyrenes højde og drøjde.
Der findes andre bøger om modsætninger, der fx viser forskellene opstillet direkte overfor hinanden uden en egentlig historie. Et eksempel herpå er Pittaus Stor og lille, tyk og tynd. Arros bog viser modsætningerne gennem dyrenes handlinger, hvilket fungerer rigtig godt.
Fin bog, der viser, at alle - store som små - har sine talenter og forcer.