"Lindsey Jordan er nu blevet en moden 19-årig og leverer med debutalbummet 'Lush' en oplagt kandidat til årets mest veloplagte indie-album. Vokalen, sangskrivningen og melodierne rammer med næsten uhyggelig træfsikkerhed. Hvis hun endnu ikke har så meget at skrive om, så skjuler hun det dæleme godt ... Lindsey Jordans stemme fraserer præcist, men er samtidig en bølgende følelse, der strømmer spændstigt igennem sangene og kun tager en pause, når sangene gør det. Sammen med bassisten Alex Bass og trommeslageren Ray Brown har Lindsey Jordan og den unge trio fra Maryland leveret en stærk kandidat til årets debutalbum. 'Lush' er den enkle og rammende titel på denne ankomst fra en sanger og sangskriver, der kan det hele og vil det meste".