Med sin hidtil mest personlige bog er der godt nyt til læsere af Morten Ramsland, og alle andre som nyder litteratur med en intens nerve og en høj litterær fortælleglæde. Scenen er Odense og plottet er hovedpersonen Thomas' søgen efter sig selv og et ståsted i voksenlivet.
I lyskabinettet hos psykoterapeuten Overbeck tænker Thomas tilbage på sin opvækst i det nordlige Odense. I den tilsyneladende typisk danske middelklassefamilie trænger 1970'erne sig på med fri sex og muligheden for at leve på en anden måde end tidligere generationer. Thomas føler sig ofte anderledes i mandligt selskab og i puberteten kæmper han for at finde ud af sin sexualitet.
Det er en meget velskrevet og ærlig bog. Intet er overladt til fantasien, når hovedpersonen skildres i sine kvaler efter at forstå sine fantasier om underkastelse og andre mænd. Der er også masser af humor, sårbarhed og et fantastisk velskrevet portræt af livet i parcelhuset i 1970'erne og 1980'erne set gennem en drengs og ung mands øjne. I forhold til Sumobrødre er der mere på spil i denne bog. Og med sine mange stedspecifikke beskrivelser, der minder om forfatterens eget liv, er det nærliggende at tænke på romanen som autofiktion i en eller anden grad. Alt er skrevet med et sprogligt overskud, som gør bogen til en stor læseoplevelse.
Ramsland skriver med samme ærlighed og nerve som Knausgaard i Min kamp. 1. [bog] om at blive til den man er, og om vejen til at blive forfatterMin kamp. 1. bog.