Hjælper det virkeligt at skifte navn, hvis man ønsker at lægge fortiden bag sig? Hvor mange nedture kan man klare med oprejst pande? Og findes der alligevel noget godt dernede på bunden? For læsere af ny dansk litteratur og kvindeskildringer med kant.
Hanne Viemose debuterede i 2011 med romanen "Hannah", som denne roman bygger videre på. I "Hannah" skifter hovedpersonen Anne navn til Hannah, for at frigøre sig fra sin barn- og ungdom i Frederikshavn. I denne roman skifter hun tilbage igen. Livet som Hannah er blevet for svært og hverdagens udfordringer i et fremmed land, med et lille barn bliver for meget. Men kan man lægge sit barn bag sig og er det muligt at være lykkelig i en forstad til Århus, når man er fraskilt med to små børn og har et enormt tomrum med i baggagen?.
Virkelig fin lille roman med en særegen fortællestemme, der kommer til udtryk i en rå, usentimental og ligefrem tone, blandet med en musikalsk og særlig fin sproglig klang, der tilsammen giver en række rammende beskrivelser af et frustrerende og forsnævret kvindeliv. Bogens brug af selvbiografiske referencer og sarkastiske, sorte humor, gør den til en god og vedkommende læseoplevelse - fortrinsvis til kvinder.
Selvom Hanne Viemose har sin egen stil, kan bogen sammenlignes med andre danske forfattere som Katrine Marie Guldager, Kirsten Hammann eller Lone Hørslev.