Den 14-årige Jonathans far er ejendomsmægler og amatørekspert i mafiaen, som han vil skrive en bog om. Han tager til Sicilien, og seks uger efter slutter Jonathan og hans mor sig til ham. Der snakkes meget mafia i bogen og lyssky affærer antydes, men hovedindtrykket er egentlig, at det Jonathan oplever ligger meget på linje med en rimelig ordinær, jævnt kedelig charterferie. Først på side 86 indtræffer bogens centrale handling, der reelt sætter noget i værk: et mord på en ung mand. Et mord som allerede bogens indledning og omslaget varsler. Udover mordet er to formodede mafiamænd på et tidspunkt ude efter Jonathan, sandsynligvis pga. hans status som øjenvidne. Resultatet er en bulet skærm og en hudafskrabning. Endelig oplever familien på tilbagetoget til lufthavnen noget der minder om en biljagt. Bogen er omstændeligt fortalt, antydende, uden overbevisning eller drama. Bortset fra den godt skildrede hovedscene er der mest tale om tom luft og retorik, fortrinsvis bestående af faderens amatørviden og Jonathans overvejelser og antagelser. Hverken handling eller personer formår at gøre at gøre meget væsen af sig, på trods af et spændende og appellerende emne. Fra 8. kl.