Historiske portrætter af markante dronninger og magtfulde kvinder i den danske middelalder. Bogen kan læses af alle med interesse for middelalderen fra ca. år 900 og dansk kvindehistorie.
Forordet beskriver Torben Svendrups store kendskab til dansk kvindehistorie og middelalderen. Herefter indleder Svendrup med et afsnit, der skitserer samfundsgrupper og magtens former, mens han argumenterer for at kvinders status og muligheder var langt større i middelalderen end efter reformationen. Han tegner et generelt portræt af kvindens stilling i samfundet med fokus på bl.a. arbejde, seksualitet og religion. Bogens sidste del portrætterer kvinder, regenter såvel som andre magtfulde kvinder, der har fået en afgørende betydning i danmarkshistorisk perspektiv. Blandt de portrætterede er Thyra Danebod, Christian d. 2's elskerinde, Dyveke og hendes mor, Sigbrit, og Dronning Dagmar. Bogen afrundes med litteraturliste og noter.
Denne bog lykkes med at give samlet fortælling om, hvordan kvinder har været magtfaktorer i en tid, hvor der ikke findes mange kilder om kvinder og hvor den almene opfattelse er, at kvinder var en underkuet del af befolkningen. Svendrup afliver med bogen en del myter om den mørke middelalder og kvinders status gennem tiden.
Om eksempelvis Dyveke og Sigbrit findes Kongen og købekonen.