Man kan godt frygte, at en sådan produktivitet som Dingo-seriens forfattere lægger for dagen vil gå ud over kvaliteten. Det synes dog ikke at være tilfældet. Det hverdagsagtige og troværdige drama, der beskrives i små, enkle sætninger består også i denne bog. Maja vil ikke bruge sin cykelhjelm, når hun skal i skole. Hun er bange for, hvad hendes ven Mikkel siger til den. Derfor gemmer hun den i en busk på vejen. Det kommer hun til at fortryde! Efter et mindre trafikuheld følger et ophold på skadestuen, hvor Maja skal sys i hovedet. Afsluttende må Maja og læseren erkende det smarte i at bruge cykelhjelm - uden at have været udsat for løftede pegefingre. Bogen er som de øvrige i serien hvad angår lay-out og illustrationer. I denne bog er de lavet af Jesper Deleuran og er præget af en god portion humor. Bogen kan læses af de let øvede i 2.-3. klasse.