Denne bog koncentrerer sig om arbejdet med akvarelmaling med børn fra 1-10 år. Bogens første halvdel indeholder ideer til, hvad børnene kan sættes i gang med at male, og de 27 forskellige forslag er inddelt efter emnerne zoo, havet, naturen, mennesker og mønstre. Hvert enkelt opgaveforlæg præsenterer tips til at inspirere børnene med, vejledninger til selve arbejdsprocessen, materialelister og vejledende aldersangivelser samt store og små farvefotos af børnenes farvestrålende frembringelser. Bogens anden halvdel fortæller om materialerne og om farveblanding med tilhørende øvelser. Den indeholder desuden afsnit om arbejdet med børn på forskellige alderstrin samt nogle sider med insekter, mønstre m.m., der frit må kopieres. Det venlige og iøjnefaldende forsidefoto viser en dybt koncentreret pige, der er ved at gengive en giraf. Bogens forfatter, der er uddannet på Skolen for Brugskunst, har her lavet en glad og farvestrålende bog, der præsenterer sit emne let tilgængeligt og giver mange gode ideer til de voksne i daginstitutionerne, forældre, lærere osv., der gerne vil give børnene gode oplevelser med papir, pensel og akvarelfarve.