For alle med interesse for dansk kunsthistorie i 1900-tallet, men nok især folk bosat i det tidligere Ribe Amt, ligesom lokalhistorisk interesserede i dette område kunne være potentielle læsere.
2 sydjyske kunstnere fra 1. halvdel af det 20. århundrede portrætteres i bogen, der har 2 forfattere fra Historisk Samfund for Ribe Amt. Det drejer sig om Marius Skov 1885-1964 og Niels Holbak 1884-1954 - altså samtidige og stammende fra hvert sit lokalområde i det sydjyske. De mødtes på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og bosatte sig siden tæt på hinanden på Esbjerg-kanten, hvor de udfoldede deres kunstneriske virke og satte deres præg på egnen. Kunstnerisk var de beslægtede - naturalister, som de var med forkærlighed for landskabsmalerier. Bogen er meget vel researchet via diverse arkivalier, avisartikler og bøger. Bogen rummer farvegengivelser af mange af de 2 herrers kunstværker, der er præget af naturalisme med en anelse rå strøg samt ro og vestjysk sindighed.
Om Niels Holbak er der udgivet en lille monografi i 1938. Ellers er de omtalt i blandt andet Weilbach : dansk kunstnerleksikon, 1994-2000.
Og det rækker formentlig de fleste steder. Men det fine værk bør naturligvis være tilgængeligt via bibliotekerne og er oplagte anskaffelser i lokalområdet Bramming-Esbjerg.