Bogen er 2. del i krimiserien Clue og henvender sig til børn på 9-12 år.
De 3 børn, Cecilia, Leo og Une samt hunden Egon (tilsammen CLUE), opklarer igen et mysterium i området Skudebugten, hvor Cecilias far ejer et pensionat. Denne gang drejer det sig om et tidligere røveri mod en guldsmedeforretning, hvor udbyttet aldrig blev fundet. Den ene af røverne undslipper fra fængslet, og nu starter en lavine af begivenheder. Cecilia bliver også lidt klogere på, hvad der skete med hendes mor op til hendes forsvinden og efterfølgende død for et år siden. Enkelte steder i bogen er korte filosofiske betragtninger over hvad tid er, og sidst i bogen er 2 siders fakta om filosoffen Aurelius Augustin, som bl.a. filosoferede over begrebet tid. Bogen er rigtig spændende, og har en indbydende forside og bagsidetekst. Teksten har meget dialog, og kapitlerne er korte - ofte med en cliffhanger. Den norske forfatter, Jørn Lier Horst, arbejder som politimand og har skrevet flere krimier for voksne. Bogens slutning lægger op til næste bog i serien.
Bogen starter, hvor 1. del i serien Salamandermysteriet sluttede, og er mindst lige så spændende.
Som i de fleste andre børnekrimier er personerne en smule stereotype, og børnene opklarer mysteriet ved en række tilfældige sammenfald, men Maltesermysteriet er bestemt et udmærket bud på en nutidig børnekrimi.