Bogen udkom første gang i 1984. Forfatteren er uddannet socialrådgiver og har været Abbe Pierre klunser. Han er en utrolig god fortæller, humoristisk og indlevende, især i skildringen af mennesker og kulturer, der for os er fremmede. Skildringen starter med hans cykeltur i efteråret 1981 fra Århus til Gorom-Gorom i det nordøstlige Bukina Faso, hvor han slår sig ned hos en indfødt familie, som han kendte fra tidligere ophold i landet. Hovedvægten i bogen er skildringen af menneskene og landet, som vi får et levende førstehåndsindtryk af. Bogen genudgives i forbindelse med hans nye bog:Burkina Faso: Værdighedens jord, der fortæller den fortsatte historie om menneskene i den tørre zone syd for Sahara. Genudgivelsen er samme historie, men forfatteren har omskrevet store dele, så noget er forsvundet og andet kommet til. Enkelte episoder/ beretninger er udbygget med flere detaljer. Samtidig er sprog og stil strammet op, så det understreger hans særlige fortælleform. Den gamle udgave er dog stadig lige så anvendelig som tidligere.