Tegneserier i mangastil hitter på bibliotekerne, og mange vil gerne selv afprøve genren. Det får de nu (endnu) en mulighed for. Det er årets tredje bog om den japanske tegneserieteknik. Mange kender forfatteren fra DR-Troldspejlets mangaskole. I mangaskolen har han gjort en del ud af, hvordan man tegner, mens bogen mere fokuserer på skabelsen af den gode historie, og på effektiv udnyttelse af grafiske virkemidler for at skabe liv og action. Bogen er instruktiv og let at gå til. Der er mange gode anvisninger. Fx hvordan man med simple grundformer kan tegne et ansigt, og hvordan man varierer figurernes udtryk. Der er en grundig indføring i perspektiv med både 1 og 2 forsvindingspunkter, og i hvordan man skaber dynamik med fartstreger, lydord og bevidst layout. På hvert opslag uddrager en faktaboks essensen af oplysningerne. Bogen afsluttes med et eksempel på en mangaserie med efterfølgende analyse, der henviser til hvor i bogen emnet er behandlet. Ligner i indhold Lær at tegne manga (2004/33) og Dragonball Z tegnekursus (2004/39), men er mere analyserende. De 3 bøger supplerer hinanden. Bogen er for øvede tegnere og mangalæsere. Målgruppen er børn og unge fra 12 år.