"Lyden af tidligt, dansk forår er en orgelmeditation: Vanessa Amara udnytter både orgelets og synthesizerens mange stemninger til at skabe et fortættet lydunivers af skiftevis klare melodier og atonalt brusende klynger. Disse gnidninger mellem renhed og dissonans forstærkes af albummets struktur. Numre helt uden titler gror sammen med de konceptuelle vinter-og forårsdatoer, som kan genkendes fra trioens forrige album ... Ligesom man kan opleve det til en kirkekoncert, lige så paradoksalt kræver Vanessa Amaras musik lytterens nærvær, samtidig med at den inviterer til en ud-af-kroppen-oplevelse. Trioens lydlandskab er på den måde både jordisk og overjordisk. Og albummet Manos er et perfekt soundtrack til den meditative tilstand, som det spinkle forår også kan være, hvor fysisk nærvær og mentalt fravær gror ind i hinanden".