Den almindelige medarbejder, der ønsker at tage ansvar for eget arbejdsliv og blive mere bevidst om, hvad der er drivere og faldgruber i det moderne arbejdsliv.
Bogen kalder sig selv for en manual, og det er en meget god beskrivelse af form og indhold. Den opfordrer til at blive mere bevidst om egen trivsel på arbejdspladsen og gennemgår temaer som positiv psykologi, flowteorien og hvilke faktorer, der er i spil for at skabe trivsel. Flere afsnit er helliget faren og symptomer på stress. Også problemstillinger vedrørende selvledelse og det grænseløse arbejde beskrives. Bogen er fyldt med en række skemaer til at evaluere egen trivsel, og der afsluttes med en guide til egen udviklingsrejse, udfordringer og eventuel motivation til at bevæge sig i sit arbejdsliv. Bogen er let tilgængelig og kan anvendes som en god forberedelse til den årlige MUS-samtale. Befriende at den lægger op til eget ansvar for eget liv og ikke indtager offerrollen. Kan også indgå som materiale på personlige udviklingsforløb, eksempelvis efter en fyring eller i et udviklingsforløb i organisationer.
Krogh: Fra overlevelse til overskud : lær at stortrives og bliv langtidsfrisk, 2.udg., 2011 behandler emnet trivsel på lidt samme måde. Desuden er Graversgård: Psykisk arbejdsmiljø : en brugervejledning, 4.udg., 2011 en klassiker på området.
En positiv og lettilgængelig vejledning for medarbejderen i at blive mere bevidst om faktorer, der fremmer trivsel i arbejdslivet.