Emir Kusturicas spraglede, utraditionelle og meget personlige dokumentarfilm om fodboldlegenden Diego Maradona. Den vil nok ikke falde i alle fodboldinteresseredes smag. Til gengæld vil filmentusiaster i al almindelighed og Kusturica-fans i særdeleshed kunne glæde sig over en underholdende og udfordrende dokumentarfilm.
Emir Kusturica og hans filmhold fulgte i perioden 2005-2007 den argentinske tidligere topspiller Diego Maradona med det formål at komme tæt ind på mennesket bag myten. Oven i beskrivelsen af Maradonas liv og sportskarriere lægger Kusturica sin helt egen tolkning. Fx benytter han klip fra sine spillefilm til at beskrive sider af Maradonas personlighed. Filmen lægger stor vægt på Maradonas socialistiske tanker om imperialisme, undertrykkelse, værdighed og håb. Også hans kokainmisbrug og ikke mindst hans enorme popularitet og idoldyrkelsen kommer filmen fint rundt om, bl.a. med skildringen af den absurde maradoniske kirke.
Der findes ingen biografiske film om Maradona på de danske folkebiblioteker, så denne film udfylder et hul i materialebestanden. Kusturica er kendt for en lang række prisbelønnede spillefilm, fx Underground, Sort kat hvid kat og Livet er et mirakel.
En interessant, meget personlig og sprælsk skildring af en af verdens største fodboldspillere. Ikke kun Maradona er i fokus - også instruktøren selv. Filmen er modig, utraditionel og underholdende, og fodboldinteresserede må belave sig på en film ud over det sædvanlige.