Endnu en underholdende historisk roman fra Marianne Wiizan og også en selvstændig efterfølger af Maries løfte (03/24). Tiden er lige efter den franske revolution, hvor kontrarevolutionær tale er = en halshugning, og med stikkere overalt, er der stadig fuld gang i guillotinen. Marie er nødt til at tage til Paris, hvor hendes psykisk syge mor har mulighed for at komme i behandling. Men tanten, der skal tage imod hende, er fængslet, og Marie dumper midt ned i et beskidt Paris, hvor ingen kan stole på hinanden. Sund fornuft er ikke det værste i den situation, og Marie må hutle sig igennem ved gode og mere mistænkelige venners hjælp indtil situationen synes at normaliseres. Wiizan forstår sig på dramatik, og hellere give den fuld skrue for at holde underholdningskurven oppe, end at sagtne farten pga. logik og sandsynligheder. Med tiden kan man håbe på plads til begge dele. Der er makabre beskrivelser omkring Madame Guillotine men også plads til de store mirakler, bl.a. når mor og søn genfinder hinanden efter 15 år, eller da hun støder ind i veninden Cat fra 1. bog. Og mon ikke hendes læsere fra ca. 11 år vil kunne lide det sådan, ligevægtigt gys af ondt og godt sammenblandet med lugten af et alt andet end velduftende Paris. Også velegnet til højtlæsning.