Bogen indgår i serien Dingo. Grøn og har også serietitlen Dingo landbrug. Som de øvrige titler i serien kan denne bog læses af begynderlæsere i indskolingen fra ca. 7 år og opefter. Bogen kan eventuelt anvendes i forbindelse med et forløb om livet på landet. Der er gode pointer og stof til samtale om værdier samt forskellene på by- og landliv.
Bogen er skrevet af Anna-Marie Helfer, som vi kender fra mange andre bøger i Dingo-serierne med kendetegnene varme, humor og god handling. Disse kendetegn passer også på denne nye bog, hvor vi følger Marie, der er med sin mor på besøg hos onkel Otto og tante Berta på landet. Det er hendes første besøg på en bondegård, og fortællingens omdrejningspunkt er kulturmødet mellem byboen og livet på landet. Marie går alene rundt på gården, hvor hun finder en død høne uden hoved. Døde dyr holder man begravelse for, hvilket Marie selvfølgelig gør. Problemet er bare, at hønen var tænkt som deres kommende aftensmad. Det hele fortælles i et letlæst sprog, som fører læseren frem til konklusionerne, at Brugsens kyllinger også har fjer, samt at høns giver deres liv, for at vi kan leve. Kirsten Raagaard har illustreret bogen i sin velkendte streg.
I serien Dingo landbrug findes også bøgerne om Magnus, deriblandt titlen Magnus kører gylle, 2010. Disse bøger er lidt nemmere at læse end denne, men vil være oplagt at anvende sammen med denne bog bl.a. til traktor- og landbrugsinteresserede drenge.
Sød og sjov historie, som giver tanker til refleksion.