Her er godt nyt til dem, der elsker påklædningsdukker. Desuden kan bogen anvendes som et indblik i kvindemoden fra ca. 1940-1960.
Forfatterne er begge samlere af Marie-dukker og deres kjoler gennem tiderne. De har her lavet en oversigt over dukker og kjoler gennem tiderne. Oversigten er kronologisk, og alle arkene er genoptrykt, så man kan se dukker og kjoler forandre sig gennem tiden. Dukkerne repræsenterer, som forfatterne selv skriver i forordet, et stykke kulturhistorie, der handler om mode, legetøj og kjoler, men også om branding og reklame. Først fortælles historien om kiksene, lidt reklamehistorie, og endelig noget om dukkerne og deres tegner. Herefter kommer den store oversigt med farveplancher af dukker og kjoler. Bagerst en kort litteraturliste.
I 1999 udkom Birgitte Glob Hindkjær Pedersen og Mette Winges Pigedrømme om danske påklædningsdukkers historie. Desuden har vi små enkeltværker, fx "Verner Larsen's OTA dukker" af Jette Jensen.
En fin lille udgivelse, der dels er guf for pigedrømme, dels også kan bruges når der er efterspørgsel på tøj fra Mad men-tiden i 1950'erne.