Filmen henvender sig til et publikum, der er over de 15 år og som er til amerikanske independent film. Den vil desuden være god til film- og mediestuderende, der arbejder med filmsproget og de visuelle virkemidler.
Martha flygter fra en undertrykkende sekt, hvor hun har levet som Marcy May i to år. Storesøsteren Lucy og hendes forlovede Ted, tager imod Martha og indlogerer hende i deres sommerhus. Men Martha er så mærket af sin tid hos sekten, at hun slet ikke kan tilpasse sig og har problemer med at skelne mellem drømme og virkelighed. Filmen er en debutfilm instrueret af Sean Durkin, der også har skrevet manuskriptet. På dvd'en kan man også se Durkins kortfilm Mary last seen, som ligner en forløber til filmen. Det er ikke uden grund at Elizabeth Olsen ser bekendt ud. Hun er nemlig lillesøster til Mary-Kate og Ashley Olsen.
Filmen har en uhyggelig stilhed over sig, som fx også ses i Funny games og The village. Sekten opfører sig lidt i stil med Charles Mansons sekt i 1960'erne.
En meget tankevækkende og uforudsigelig film, der har en foruroligende stilhed over sig og som samtidig virker realistisk. Durkin klipper konstant frem og tilbage mellem nutid og datid, hvilket normalt er forvirrende, men her virker det og får historien til at flyde sammen. Elizabeth Olsen er imponerende i rollen, som den uskyldige pige, der lader sig manipulere af sektlederen Patrick. Sangene af Jackson C. Frank er prikken over i'et, der skaber den rette stemning.