Efter at ungdommen i 50'erne og 60'erne er behandlet og beskrevet i adskillige romaner, er det nu 70'ernes tur. Og på det område er Klaus Lynggaard vist kommet først med denne søde ogtroskyldige historie om mid-delklasscroden Martin og overklassepigen Victoria, begge 16 år. Det hele handler om kærlighed og om, hvordan man dog bedst omgås denne sære størrelse, når der erforhindringer som forskelle i social status, normer, opdragelse etc. Martin er nok en børste, men også en følsom børste, så han klarer alle hurdler, og de to unge er på allersidste side lige midt iselve sommernattens trylleri. Forfatteren har formået at tegne nogle situationer, skikkelser og typer fra starten af 70'erne, så de træder levende frem. De rigtige rocktekster, den snævreparcelhusverden, EF-afstemning, Glistrup, rødderne, der fyrer sig no'en fede, - det hele er med. På ét punkt skurrer noget dog: i flere lange, beskrivende passager falder forfatteren for fristelsentil at fylde klicheer og floskler på,.måske for effektens skyld; men troværdigheden lider ved det. Under bogens massive lancering pointeredes det kraftigt, at vi skam kan vente endnu to bind omMartin og Victoria, ellers noget at leve op til for den nybagte romanforfatter! Bogen her vil blive slugt, nok også af dem, der selv var 16 år i 1972 - eller deromkring.