For den interesserede læser der vil følge med i den nyeste naturvidenskabelige forskning, og med kapitler der hver for sig sikkert vil blive anvendt på gymnasie- og universitetsniveau.
Den overordnede ramme for de ca. 20 artikler skrevet af fremtrædende forskere bl.a. fra Niels Bohr Institutet, er spørgsmålet om videnskaben vil kunne opbygge nye livssystemer fra grunden og med de biologiske organismers selvorganisering og fleksibilitet. Første del handler om livsprocessernes fundamentale forudsætninger, fx om naturlovene er et resultat af de processer som Big Bang forårsagede, eller om de var en forudsætning. Anden del koncentrerer sig om de yderst komplicerede praktisk-tekniske sider af livsprocesserne, fx i artikler om den molekylære biofysik og om forsøgene på at skabe kunstig intelligens, mens der rundes af med bidrag om forskningens fremtid, muligheder, begrænsninger og konsekvenser og her er også inddraget det religiøse aspekt i et bidrag af overrabbiner Bent Melchior. Forskerne fremlægger det komplekse stof uden unødig brug af fagtermer, men det stiller nødvendigvis krav til læseren, hvis man vil hænge på hele vejen igennem.
Titlen kan betragtes som en videreførelse af Videnskaben eller Gud?, 2005 der kom i første udgave i 1996 og også udgik fra Niels Bohr Institutet.
En vægtig bog hvor forskerne selv kommer på banen og redegør for den nyeste forskning, der strækker sig lige fra universets begyndelse via elementarpartiklernes dannelse til de biologiske mekanismer.