Matthew Ward døde i 1980 kun 17 år gammel. Hans mor Suzanne Ward, der er amerikansk antropolog, fik tidligt i sit sorgarbejde en fornemmelse af at være i kontakt med ham. Men det var først i 1994, at hun begyndte jævnligt at modtage kanaliserede budskaber fra Matthew i form af automatskrift. Disse budskaber, som er formuleret som en dialog mellem mor og søn, handler om Matthews liv efter døden i særdeleshed og om livet i himlen eller Nirvana, som han kalder det, i almindelighed. Hans beskrivelser af, hvordan det ekstrajordiske liv udfolder sig mellem to inkarnationer, er på linje med store dele af den teosofiske litteratur, som lægger vægt på at fremstille livet som en fremadskridende læreproces afbrudt af kortere evaluerende og oversigtsgivende ophold i Nirvana. Samtalerne har længe været tilgængelige på internettet, men det er det danske forlag Sphinx, der som det første udgiver et udvalg i bogform. Ud over at tilfredsstille og bekræfte den åndeligt søgende, kan bogen læses for sin bevægende beskrivelse af den meget tætte relation mellem mor og søn.