Slå ørerne ud er en ny serie bøger om danske talemåder, foreløbig bestående af 5 titler. Serien har en bred målgruppe. Den henvender sig til børn fra 9 år samt alle tosprogede. Bøgerne giver på en humoristisk måde børn en viden om det danske sprogs mange finurligheder. Her drejer det sig om de billedlige udtryk, vi anvender i talemåder, fx: få blod på tanden, gå helt agurk, slå ørerne ud, gøre en bjørnetjeneste og have sommerfugle i maven. Det er ikke altid, vi voksne tænker over, om børnene forstår udtrykkene. Det kan der komme mange sjove episoder ud af. Forfatteren lader de undrende børn forestille sig de groteske udtryk. Bøgerne er små fortællinger, hvor børn er hovedpersoner. I Har jeg blod på tanden? sætter læreren mange tanker i gang hos Roman, da han siger: "Du har nok fået blod på tanden". Roman opsøger tandlægen, og det ender heldigvis godt, da skoletandlægen forklarer Roman, hvad læreren mente. Mehmet tror, at hans ører er for store, da læreren siger: Slå ørerne ud, Mehmet. I Bjørns bjørnetjeneste hjælper Bjørn fru Madsen. I Maven fuld af sommerfugle og Planteskolen går agurk formår forfatteren desuden på en elegant og spændende facon at fortælle biologisk om sommerfugle og planters udvikling. Bøgerne er meget anvendelige til undervisning på mellemtrinnet samt til fritidslæsning. De to velkendte illustratorer beriger serien.