Bogen retter sig primært mod studerende i samfundsvidenskabelige fag på videregående studier, men kan også læses af særligt interesserede i politisk teorier.
Serien Statskundskabens klassikere er nået til tyskeren Max Weber (1864-1920), der hører til de politiske tænkere, der har haft størst indflydelse på eftertiden. Det er adjungeret professor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet, Hans Henrik Bruun, der giver denne velskrevne introduktion til Webers meget omfattende forfatterskab, der rakte ind over en række nabodiscipliner til statskundskaben og sociologien. Han kommer bl.a. ind på Webers metodelære med dens krav til videnskabens værdifrihed, og han omtaler Webers tanker om begreberne "politik", "bureaukrati" og "staten". Et særligt afsnit er viet til Webers store afhandling Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, der foreligger i en dansk oversættelse fra 1995. Bagest er der bl.a. et godt og nyttigt afsnit, der forklarer nøglebegreber hos Weber, uddrag af nogle originaltekster og en bibliografi.
Med hensyn til niveau og målgruppe svarer bogen til de øvrige i serien. En række centrale Weber-tekster i dansk oversættelse finder man i Max Weber: Udvalgte tekster, bind 1-2, 2005.
En god introduktion til en af de store klassikere inden for den politiske teori.