Vort samfund vægter ikke alderens erfaringer og visdom, alligevel indhenter alderen os alle og hvad indebærer det? Ni kendte og ukendte veluddannede, bevidste kvinder i alderen 59-72 år, som alle har haft et aktivt og engageret liv, beretter om deres personlige oplevelser af det at blive ældre. Jeg vil især fremhæve bidrag fra Agneta Pleijel, Vigga Bro, Sorella Englund, Kirsten Sarauw og Inge Eriksen. Det er en erfaringsmættet og indsigtsfuld bog, som man bliver glad af at læse, og den vil være en værdifuld hjælp, når sorgen over tabet af ungdommen melder sig. Selma Lagerlöf skriver om "Isøjnene", d.v.s. det at man hele tiden ser på sig selv gennem andres øjne - for alle er det en lettelse, når de forsvinder. Alderen gør kvinder usynlige, forventningerne er færre, og det betyder, at man i højere grad kan blive sig selv. Der er mange fine betragtninger om alder, tid og livsvisdom, hvilket gør bogen oplagt som baggrund for debat og refleksion. Den er mere positiv i sit syn på alder end Overgange (2000), en meget omtalt bog, som redaktøren S.C. Svendsen bidrog til.