Når drømmen bliver til et mareridt. En roman om at købe sin drømmelejlighed i Tyrkiet, men opdage at man er blevet bedraget. For kvindelige læsere, der kan lide dramaer i genren "Virkelighedens verden".
Da Marias forsikringsmand Palle, først får overtalt hende til at købe en ferielejlighed i Tyrkiet, udviser hun ham stor tillid. Hun betaler for lejligheden, uden at få skøde eller bankgaranti. Men det viser sig, at Maria er blevet snydt. Palle er ludoman og i ledtog med en tyrkisk svindler. Maria involverer sig i sagen, men det tager hårdt på hendes person, hendes tvillingedøtre og hendes venner og familie. Marianne Joensen har tidligere udgivet Kærlighed i indkøbskurven, 2012, og herværende er en slags selvstændig fortsættelse dertil.
Grundhistorien hvor en enlig kvinde narres til at købe ferielejlighed i Tyrkiet, vil mange finde interessant. I stilen minder bogen mig om ugebladsromaner i fx Familie journalen. Hvis man ynder denne slags litteratur, vil man blive godt underholdt. Der er dog en del utroværdigt drama og mange klichéer. Det vil være en fordel af have læst den foregående bog om Maria, men det er ikke et must.
Jeg kan ikke finde andre bøger om samme emne, men bogen minder mig om de skæbner, man kan opleve i serien "Virkelighedens verden".