En traditionel pigebog, der især henvender sig til de ca. 11-15-årige i begyndelsen af puberteten. Læserne af dagbogsserierne vil elske den.
Forfatteren har indenfor de seneste år skrevet både for børn og voksne og både skøn- og faglitteratur, og denne bog er udgivet med støtte fra Statens Kunstråd. 14-årige Inge er på lejrskole med klassen, og det er lidt af en pine, da hun som den sidste endnu ikke fysisk er kommet i puberteten, så hun lader, som om hun får sin første menstruation og bliver optaget i de hotte pigers klike, indtil det hele ramler sammen, og hendes hævn ender med at gå ud over hende selv. Der fortælles i et mundret, dialogrigt sprog, der tegner personerne godt. Miljøet er genkendeligt, men kun ganske få af klassekammeraterne er nævnt, og ingen har nogen baggrund udenfor historien. Men titel og emne vil gå lige ind hos målgruppen.
For denne målgruppe findes der mange romaner om den begyndende pubertet, og denne minder meget om det righoldige udvalg af dagbogsromaner om problemer med drenge, kliker og manglende bryster.
En letløbende og hurtigt læst roman om meget almene problemer for piger om kliker og mobning, og hvad man dog vil gøre for at passe ind.