Tag med til Afrika, når der fortælles om zoologen Arne Schiøtzs mange rejser for at indsamle frøer og endda opdage nye arter. For interesserede i personlige beretninger og biologisk feltarbejde.
Arne Schiøtz (1932-2019) var zoolog og international anerkendt ekspert i især frøer. Han var tidligere generalsekretær for WWF, direktør for Danmarks Akvarium og en autoritet i naturbeskyttelse. I denne bog, skrevet af hans kone Vibeke, følger vi parret på seks videnskabelige rejser, foretaget 1961-1975 i tropisk Afrika. Her fascineres parret af det anderledes dyre- og menneskeliv. Målet er registrering af afrikanske løvfrøer, og feltturene har succes. Ikke mindre end 38 nye arter opdagede Schiøtz. Bogen består af fragmenterede rejsebeskrivelser, hvor der detaljeret fortælles om lejrliv, besværlig afrikansk logistik og de tanker og følelser der knytter sig til at være i felten på et fremmed kontinent. Her væves også fakta ind, ligesom der findes faktabokse. Der fortælles historien om en passioneret zoolog, som altid er på vagt, parat til at opdage den næste art. Der rundes af med refleksion over Afrikas forvandling fra der til nu.
En nær og ganske personlig bog fra ture, der helt sikkert har sat aftryk hos parret Schiøtz. Bogen balancerer mellem det videnskabelige og det lidenskabelige, som givetvis også er bogens mission.
I tidsskriftet Nordisk Herpetologisk Forening har Arne Schiøtz beskrevet adskillige aspekter af afrikanske løvfrøer.