Marianne Larsens netop udgivne digtsamling er godt nyt til lyriklæserne. Yngre, nysgerrige digtlæsere, som har lyst til at prøve lidt forskelligt, kan sikkert også identificere sig med det drømmeunivers, bogen udgør.
Almindeligvis er det bedst at have fast grund under fødderne, men hos Marianne Larsen er ingenting som det plejer, for vi er i en verden med skyer under fødderne, som var det "Alice i Eventyrland" med elementer og perspektiver, der går ud over vores jordiske fatteevne. Vores digterjeg giver i begyndelsen denne sorgløse og vidunderlige skildring af sig selv: "Mit ydre men også muskler og knogler udtryktes forskudt i tid i forhold til solstrejfet i en vandpyt myggene varmede sig ved". Citatet giver et fint indtryk af den luftige og legende tone og stil, som gør Marianne Larsens digte så rørende og til tider underfundige at læse. Jeget forholder sig et "det" og en "den", som måske kan være en af de efterhånden få ting, der ikke kan gribes og fattes af menneskene. Og begribes det ikke, er det nok fordi, det siges med "mærkelighedssprog", som er et af de mange skønne nye ord, man altid kan finde i Marianne Larsens digte.
En anden stor dansk nutidig digter, Simon Grotrian, har også en tilsvarende evne til at opfinde nye ord, der beriger det poetiske udtryk.
Trænger bibliotekets lyrikhylde til lidt nyt, så kan Marianne Larsens nye digte-fantasterier anbefales.