Med venlig deltagelse

Både læsere af Erling Jepsens dramaer og hans romanpublikum vil kunne få glæde af denne bog, der har foto fra Det Kongelige Teaters opsætning på forsiden.

Forfatteren er egentlig først og fremmest dramatiker, men fik sit store gennembrud som romanforfatter med Kunsten at græde i kor, opfølgeren Med venlig deltagelse og Frygtelig lykkelig. Det er den midterste, der her er omskrevet til scenen: fortællingen om forfatteren Allan, der endelig kan vende hjem til moderen efter hans forhadte far er død. Her opdager han sider af faderen, han ikke før har haft blik for, og han får en mistanke om, at han ikke døde naturligt, men fik mere eller mindre hjælp. På en måde virker stykket selv som læsedrama næsten stærkere end romanen, idet stoffet er skåret ind til benet og de stærke følelser er koncentrerede i deres udtryk. Det er et af de bedste skuespil, jeg har læst.

Stykket lægger sig smukt i forlængelse af Jepsens mange skuespil og i forhold til romanudgaven er handlingen naturligvis mere koncentreret, men fungerer alligevel glimrende som læsedrama.

En flot omplacering af en god roman til scenen.

Read the full assessment

En fortsættelse af Kunsten at græde i kor, 2002. Faderen, den tyranniske købmand, kaldet Mælkemanden, har nægtet at se sine børn, efter de skandaler der udfoldede sig i den lille sønderjyske landsby. Allan, som har slået sig ned i København, og ernærer sig som forfatter, får besked på, at faderen er død. Han ved ikke, hvordan han skal gebærde sig i sådan en situation, så han sender en buket, hvor der på kortet står "Med venlig deltagelse". Så inviterer moderen ham og den skizofrene søster Sanne til at komme til barndomshjemmet, efter ni års udelukkelse, for nu er den gamle tyran jo død og vejen er banet for en familiesammenkomst, og det bliver en både rørende, gribende og meget absurd sammenkomst. Moderen, Margrethe er i firserne, og ser helst den brogede fortid bag sig, men det gør Allan ikke, han insisterer på at grave i faderens død. Var den nu så naturlig, eller var der nogen der slukkede for respiratoren? Allans forsøg på at grave i fortiden afstedkommer en del absurde scener, hvor Allan fremstår som et forvirret menneske, som ikke kan overskue situationen, mens Margrethe forsøger at glemme så meget som muligt, men var der ikke noget suspekt ved Mælkemandens død, som ønskes velkommen af mange af landsbyens beboere? Sort humor, absurde optrin, men også et hudløst portræt af Allan En flot og medrivende roman, helt på omgangshøjde med Kunsten at græde i kor.

Read the full assessment

Et overflødighedshorn af underfundighed. Familien fra "Kunsten at græde i kor" vender tilbage, nu med voksne børn. Det er en fornøjelse igen at tage med Erling Jepsen til Sønderjylland. Som vanligt ve...

Read review