Forf., f.1946, har før arbejdet indenfor teatrets verden dels som manuskriptforf., dels som instruktør. Denne romandebut bruger i sit handlingsforløb temaer fra den antikke mytologis Medeas skæbne, en skøn troldkvinde, men også et menneske, der if. Euripides efterlades som offer for sin mands, Jasons, ambitioner. Forf. placerer sin Medeaskikkelse, i bogen kaldet Embla, i et indledningsvist prosaisk ydre handlingsforløb i og omkring Mejlgade i Århus. Hvad der imidlertid indledes realistisk med Emblas anmeldelse af et mord fortrænges hurtigt af drømmeagtige sekvenser, hvor fantasi fortrænger virkelighed, og hvor der åbnes ind til en okkult og fabulerende verden, hvor drifter ikke kun blotlægges, men ofte også fortrænges og/el. sublimeres. Som sådan tilbyder bogen sig overfor læserne som en roman, der med sine forskellige lag søger at trænge ind i og måske forstå og udsige noget om mænds og kvinders psyke. Iøvrigt skrevet i en letløbende prosa, der nok tilgodeser miljø- og personkarakteristika, omend sidstnævnte snarere syntes at virke i kraft af længsler og drømme end egentlig kød og blod! Turen igennem bogens okkulte univers afsluttes med en lidt svag, jordnær og prosaisk udgang. Omstændigheder, der dog ikke skal fraskrive bogen muligheder i bibliotekerne.