En lidenskabelig debutsamling, der råber, skriger og prøver at besværge tilværelsens problemer i digte, der beder om død og ophør, om kærlighed, om mening og nærvær. En bog, der langtfraimponerer med sprog, stil og udtryk, men en bog, som gør indtryk alligevel ved at formulere den protest, som i disse år lyder fra yngre generationer, der har oplevelsen af at blive voksne i enverden, der er tildannet, tilpasset dem der kom før dem, en verden, der ikke spiller op til fantasifulde udspil fra den unge generation. »Ingenting fandtes tilfældigt/tilfældigt kom jeg bareforbi«, står der et sted, et andet sted: »Jeg kender ingen tradition at bryde/ingen forventning at opfylde.« En rå digtsamling, der artikulerer det uartikulerede, men præcis derfor slår stærkereend mange finpudsede finæstetiske poesier.