Books / nonfiction / bibliografier

Meningsskabelse, organisering og ledelse : en introduktion til Weicks univers


Description


Karl E. Weick er én af de mest indflydelsesrige teoretikere inden for den procesorienterede organisations- og ledelsesforskning. På vores breddegrader har han tiltrukket sig en særlig stor opmærksomhed, og han er én af de mest citerede forfattere inden for den skandinaviske organisationsforskning i nyere tid. I Meningsskabelse, organisering og ledelse føres læseren på en let forståelig måde ind i Weicks ofte svært tilgængelige univers. Bogen introducerer tre store temaer, som Weick har beskæftiget sig med siden 1960'erne: Første del handler om organisering og beskæftiger sig med relationer og løse koblinger i organisationer. Anden del omhandler Weicks mest kendte begreb, meningsskabelse, som en særlig måde at se på organiseringsprocesser. Tredje del handler om Weicks forskellige bidrag indenfor ledelse og omhandler strategi, forandringer, beslutninger og usikkerhed. Sidst i bogen giver forfatterne "Den meningsskabende leders 10 skud", som er deres bud på, hvordan Weicks tænkning kan omsættes til praktisk ledelse. I denne 2. udgave er bogen opdateret, og der er tilføjet et nyt kapitel om meningsskabelse og beslutninger samt et efterskrift, hvor forfatterne deler deres erfaringer med at tale om og arbejde med Weicks tanker om meningsskabelse, organisering og ledelse.

Reviews (3)


The libraries' assessment

d. 5. May 2014

By

By

Jørgen Bartholdy

d. 5. May 2014

Den amerikanske organisationsteoretiker Karl E. Weick bevæger sig på et højt, ofte dobbelttydigt abstraktionsniveau, og selvom denne introduktion til hans begrebsverden er vellykket, kræver den god teroretisk ballast og en ledelsesmæssig baggrund på diplom-/bachelorniveau eller derover.

"Hvordan kan jeg vide, hvad jeg tænker før jeg har set, hvad jeg har sagt" er det oftest citerede Weick-udsagn, og det er også repræsentativt for både hans tænkning og hans stil. Weick tænker langsomt og dybt og udtrykker sig tilsvarende dunkelt og veksler gerne mellem socialkonstruktivisme og pragmatisme. Hans værker er originale og udfordrende, så han er central i den nyere organisationstænkning. Han er vidt læst og citeret i den del af ledelses- og organisationskulturen, der kan håndtere udtryk som at "oscillere ontologisk". Også her i Skandinavien er Weick læst og benyttet. Efter nem og meget kort introduktion, behandler forfatterne tre væsentlige hovedbegreber i Weicks forfatterskab: organisering, meningsdannelse og ledelse. Alt i alt er der tale om en forbilledlig gennemgang af Weicks begreber, der gør en vigtig teoretiker tilgængelig på dansk for et bredere, men dog stadig teoretisk meget velfunderet publikum.

Der findes ikke andre introduktioner til Weick på dansk, men målgruppen vil fx være den, der læser Ledelse og videnskabsteori.

En velskrevet introduktion til en væsentlig ledelsesteoretikers værk.