Menneskekroket er et spil, hvor mennesker med bind for øjnene er kroketkugler, som styres af hver sin seende spiller. Den blinde kugle skal gennem et antal menneskebuer som den hurtigste for at vinde. Som læser af denne roman føler man, at Kate Atkinson spiller spillet med læseren som blind kugle. Bogen har så mange tidsspring, at man til sidst ikke ved om man er en del af hovedpersonens virkelighed eller hendes fantasi. Det er mesterligt lavet, og historien og spillet fascinerer mere end nok til at man bliver hængende og da også får redet trådene ud til sidst. Bogen handler om den 16-årige Isobel Fairfaxs udvikling fra teenager til voksen. Gennem hendes søgen efter en identitet får vi svaret på, hvorfor moderen forlod Isobel og hendes bror, da de var små, og et slægtsdrama rulles op. Det ser ud til at Kate Atkinson har ladet sig inspirere af Isabel Allende og den magiske realisme, men hun har samtidig sat et umiskendeligt britisk fingeraftryk på genren ved at tilføre den vesteuropæiske strengere livsforståelse. Der er ikke megen sydamerikansk letsindighed tilbage, alligevel tror jeg, de samme yngre læsere vil synes om bogen.