En veldisponeret bog om menneskesyn, der stiller større krav til læseren end selv de ældste folkeskoleelever normalt vil kunne honorere. Indledningsvis indkredses begreber som menneskesyn, livssyn og livsanskuelse. Så bliver menneskeopfattelsen gennemgået historisk, biologisk, psykologisk, filosofisk, religiøst, moralsk og etisk. Afsluttende med et sammenfattende kapitel om menneskesynet. Det er spændende læsning, men når så forholdsvis vanskelige emner behandles i en så komprimeret form bliver det også svært tilgængeligt. Når f.eks. Freud og Jung behandles på 6 sider er det krævende læsning - selvom der optræder modeller. Bogen kræver et begrebsapparat og et abstraktionsniveau, som vi ikke kan forvente af folkeskoleelever. Bag på bogen angives målgruppen at være bl.a. folkeskolens ældste elever og gymnasiets filosofiundervisning, og filosofi er vel at mærke et valgfag i 2. eller 3.g - der er mere end kun årene mellem de to målgrupper. Forfatteren har i samme serie og i samme layout udgivet Verdensopfattelser fra 1995. Der er udgivet en fælles lærervejledning til de to titler.