En spændende, alvorlig og barsk bog om en søsters forsvinden og fundet af hende. For målgruppen de 9-12-årige.
En af de bedste bøger jeg længe har læst! Her er en bog, hvor sætning efter sætning sluges af læseren. Der er ikke tid til pauser, for spændingen og stemningen er intens. Historien fortæller om tvillingerne Max og Metilie, og om Metilies forsvinden efter deres mors død. Pludselig en dag er Metilie væk, og Max begynder at lede efter hende. Det fører ham ud i skoven, hvor han møder pigen Ralle og videre til samfundet Friola, hvor Vera har kidnappet en masse børn, som hun holder som slaver. Nu skal Max finde Metilie, og det kommer ikke til at gå stille for sig. Det er en bog, der er utrolig velskrevet, forfatteren danner billeder der både giver knuden i maven, smilet på læben og tåren i øjet. Der er flotte beskrivelser af både personer, steder og natur. Tonen og stemningen er ofte barsk, så det kræver en modig læser/lytter. Forfatteren fik Kulturministeriets Børnebogspris i 2003 for debutromanen Den sovende sangerinde. Romanen her fortsætter i samme velskrevne og fine stil som debutbogen. Det er en bog der kan bruges til oplæsning for de 9-11-årige og som selvlæsning for de 10-13-årige.
Der findes ikke nogen bog at sammenligne denne roman med, med dens emne og stil.
En velskrevet, nærværende og barsk bog om ensomhed og kærlighed på flere planer. For de 10-13-årige.