Fortælleren Marie, nybagt mor og skuespillerinde, konfronteres efter søsteren Mettes kræftsygdom og død med sig selv og sit forhold til andre. I flashbacks følger vi Mettes sygdomsforløb oghendes vej gennem behandlerjunglen - både den etablerede og den alternative. Efter Mettes død som 30-årig får Marie en voldsom psykisk nedtur, som ikke blot skyldes sorgen. For den kan hun forholdesig til, sværere er det med vreden og hadet. Hun må erkende, at ingenting helt var, som hun troede det var, hvilket forvirrer og smerter hende, og hun må se i øjnene, at der har været et stærktelement af jalousi mellem Mette og hende selv, som har haft stor indflydelse på deres indbyrdes forhold. Men gennem smerten lærer hun også sig selv bedre at kende og kommer styrket ud af krisen.Det er en velskrevet og velkomponeret roman med psykologisk holdbare personkarakteristikker. Tematisk spænder den bredt: kræftsygdom, alternative behandlingsformer, forhold til døden, jalousi ogindbyrdesfamilierelationer. Alt sammen smukt kædet sammen og skildret med stor forståelse og indsigt. En roman mange vil få glæde af at læse. Susie Haxthausen, født 1945, udgav i 1985 romanen:Disse blå øjne.