Mille flytter på landet ligner en ny hesteserie for hesteinteresserede piger fra 4. kl. Bogen tilfører ikke genren noget nyt, men er velskrevet og underholdende. Siderne er tæt skrevne og bogstaverne forholdsvis små, så målgruppen er gode læsere. Bogen har nogle fagudtryk, hvoraf horsemanship bliver forklaret, som det eneste. Efter en skilsmisse flytter Mille til Fyn med sin mor. Mille skal indstille sig på et nyt liv. Hun skal forlade sine kammerater og sin elskede pony, Plet, fra rideskolen, for at flytte til Fyn. På Fyn får hun både en ny pony og en veninde. Hun begynder at interessere sig for, hvordan man omgås heste, og får forståelse for deres sprog. Hun har succes, både med at træne sin pony og få veninden til at interessere sig for sin hests trivsel. Mille møder andre problemer: hvordan skal hun forholde sig til farens nye kæreste, der også er hesteinteresseret? Hvad gør hun med Katrine, der styrer den nye klasse meget ubehageligt og samtidig er en dygtig rytter med en flot hest? En brand på den gamle rideskole medfører, at Plet kommer til Fyn, for at Mille kan få den til at trives igen. De fleste problemer løses, mens andre står åbne for evt. fortsættelse. Forsiden viser et idyllisk billede af 2 glade piger på heste.