Mange menneskers livsbane er bestemt af en lærer, der "satte dem på sporet og fik deres øjne op for noget, der blev vigtigt for dem". Med dette udgangspunkt er en række kendte danskere, forfattere, jurister, politikere osv. blevet opfordret til at beskrive en lærer, der har betydet noget for dem. I skønlitteraturen er lærerskikkelsen beskrevet bredt, lige fra den gode kandidat Winther i Flemmingbøgerne til den grusomme lektor Blomme hos Scherfig. Spekteret er næsten ligeså bredt her i disse 14 artikler, selvom det heldigvis mest er gode lærere, der har været igangsættere for forfatterne. (Disse er: Maria Giacobbe, Jens Smærup Sørensen, Uffe Ellemann-Jensen, Jørn Riel, Bent Vinn Nielsen, Henning Jensen, Ove Nathan, Poul Nyboe Andersen, Per Øhrgaard, Kristof Glamann, Niels Høibye, Hanne Marie Svendsen, Lars Nordskov Nielsen og Birthe Rønn Hornbech). Beskrivelserne er meget forskellige, ikke blot sprogligt. Begrebet lærer er opfattet som mentor, og her fortælles om forskellige udgaver: Folkeskolelæreren på landet, naboens gartner(!), gymnasie- og universitetslektoren, chefen. Med den store interesse, der er for biografisk stof for tiden, vil det være let at formidlen bogen.