Bog i en ny serie Dingo. Mini-roman, der henvender sig til 9-11-årige piger (3.-5. klasse), som er kommet godt i gang med læsning og kan magte at læse en længere bog. Bogen egner sig også til oplæsning.
Lise bliver udelukket af pigerne i sin klasse. Hun er en sej pige, der ufrivilligt kommer til at være årsag til ulykker og ballade. Lise bor alene med sin mor, som hun ikke vil forurolige med skoleproblemerne. Heldigvis har hun sin vægtløfterfar, som minder om Pippi Langstrømpes far. Han trøster og opmuntrer hende og rent bogstaveligt bærer hende gennem livet. Da hun får en god veninde, Samira, forsvinder faren, som bare har levet i hendes fantasi. Bogen er skrevet med meget humor, varme og uden sentimentalitet, selvom temaerne kan være tunge. Indholdet giver anledning til samtale om mobning, uretfærdigheder, hvordan man får en ven og at kunne sige undskyld. Bogen er inddelt i 28 kapitler og er skrevet med store typer. Forsiden signalerer pigebog. Det er forfatterens debut.
Der findes mange bøger om mobning, ensomhed og venskaber, men denne bog udmærker sig ved, at forfatteren viser en stor indsigt i en piges tanker og følelser, børns relationer i skolen og en streng lærers kamp med at opretholde ro og orden i klassen.
En lovende debut - både for forfatter og serie. Bogen udmærker sig ved sine vedkommende temaer og forfatterens evne til at give personerne liv. Det er en stille historie, om hvordan fantasi han lindre ensomheden og gøre hverdagen lidt bedre.