I år hvor Tyskland er værtsnation for VM i fodbold er denne fagbilledbog for børn fra 5 år aktuel. Den er skrevet af den tyske forfatter som vi kender fra I dag skal vi spille fodbold, 2002 og 4 andre brugsbilledbøger om at ride, gå i børnehave, til tandlæge og komme på hospitalet. Udgangspunktet for denne billedbog er anderledes, for selv om det i billederne er drengen Philip, der viser os rundt i fodboldverdens mange facetter, så er udgangspunktet ikke barnets egne oplevelser, men et forsøg på at gøre børn klogere på fodboldkulturen med fodboldregler, historie, rammer, udstyr, træning og teamwork, klubfodbold, landskampe, turneringer og rekorder. Illustratoren er ny på det danske bogmarked. Tegningerne er livlige akvareller i en løs streg med billedtekster og Philips talebobler. Teksten, der er placeret i blokke rundt om illustrationerne omtaler slet ikke drengen Philip. Det er her de fleste facts findes. Den er skrevet i et mundret sprog i en skønsom blanding af faktaoplysninger med flere begreber, der kræver supplerende formidling fx forsætligt spil, og små sjove sidebemærkninger og parenteser i et højtideligt sprog. Det er en fagbilledbog, der fortæller lidt om meget - og meget om lidt. Til oplæsning for børn fra 5 år - især omkring VM i fodbold. På trods af, at vi har flere billedbøger om fodbold er det den eneste, der tager udgangspunkt i fodboldkulturen.