Ordbogen kan anvendes i børnehaver og i indskolingen (primært børnehaveklasse og 1. klasse). Desuden er der mange inspirationsmuligheder barn og voksen/forælder imellem i forhold til at gå på opdagelse i ordenes verden.
Hovedparten af bogen er en decideret ordbog med de mest almindelige opslagsord opstillet i alfabetisk orden. Ordets bøjningsformer er anført, og det er en fin ide, at det efterfølges af en sætning, der viser, hvordan ordet bruges. Jon Ranheimsæters mange illustrationer tilføjer bogen humor og giver ordene/sproget og ikke mindst begreberne en underfundighed, der sætter tanker og fantasi i gang. Der findes brugernøgle og et lille forord til den voksne. Der er også et stort antal temabilledopslag, som kan anvendes til samtale, styrkelse af ordforråd og meddigtning. Til sidst lidt om ordklasser.
Bogen er ganske enestående for aldersgruppen.
Dette er absolut ikke en tør, traditionel ordbog. Det røde look fænger og indfrir forventningerne. Det er en motiverende, seriøs og fornøjelig mulighed for 5-8-årige læsebegyndere for at studere ordene, deres bøjninger og betydninger. Den vil også kunne anvendes af ældre tosprogede elever - ord som imam, moske, muslim er medtaget. NB: En avokado er ikke en grøntsag.